Salmane 139

Kvar skal eg fara frå din Ande?

1 Til korleiaren. Ein Davids-salme.

Herre, du ransakar meg ¬og kjenner meg.

2 Anten eg sit eller står, ¬så veit du det,

langt bortanfrå ¬merkar du mine tankar.

3 Anten eg går eller ligg, ¬så ser du det,

du kjenner alle mine vegar.

4 Ja, før eg har eit ord på tunga,

veit du det, Herre, fullt ¬og heilt.

5 Du kringset meg på alle ¬sider,

du har lagt di hand på meg.

6 Det er for underfullt ¬til å skjøna,

det er så høgt ¬at eg ikkje kan fatta det.

7 Kvar skal eg fara frå din Ande,

kvar skal eg røma frå ditt åsyn?

8 Fer eg opp til himmelen, ¬så er du der,

og reier eg lege i dødsriket, ¬så er du der òg.

9 Tek eg morgonrodens ¬venger på

og slår meg ned ¬der havet endar,

10 så fører du meg jamvel der,

di høgre hand, ¬ho held meg fast.

11 Og seier eg: ¬«Lat mørkret løyna meg

og ljoset ikring meg ¬verta natt»,

12 så er ikkje mørkret ¬for mørkt for deg,

og natta er ljos som dagen,

ja, mørkret er som ljoset.

13 For du har skapt mitt indre,

du har vove meg i mors liv.

14 Eg takkar deg fordi eg er skapt

på skræmeleg underfull vis.

Underfulle er dine verk,

det veit eg så vel.

15 Mine bein var ikkje dulde ¬for deg

då eg vart skapt i løyndom

og forma djupt i jorda.

16 Du såg meg då eg var eit foster,

i di bok vart alt skrive opp;

mine dagar fekk si form

før ein einaste av dei ¬var komen.

17 Kor høge dine tankar er, Gud,

kor veldig summen av dei!

18 Vil eg telja dei, ¬er dei tallause som sand;

kjem eg til endes med det, ¬er eg enno hjå deg.

19 Gjev du ville drepa den vonde, ¬Gud,

og la drapsmennene vika ¬frå meg,

20 dei som talar svikefullt om deg

og reiser seg mot deg ¬i vondskap.

21 Eg hatar dine fiendar, Herre,

har uvilje mot dei ¬som står deg imot.

22 Eg hatar dei ¬med eit grenselaust hat

og held dei for mine fiendar.

23 Ransak meg, Gud, ¬og kjenn mitt hjarta,

prøv meg og kjenn ¬mine tankar!

24 Sjå om eg er ¬på den vonde vegen,

og lei meg på ævevegen!